Vedtægter

VEDTÆGTER for HAVEFORENINGEN  SOLSIDENS NYTTEHAVER af 2007

§ 1
Navn og hjemsted

§ 1 stk. 1 Foreningens navn er ’Haveforeningen Solsidens Nyttehaver af 2007’
§ 1 stk. 2 Foreningen er beliggende Solsiden 14, 2820 Gentofte, Gentofte Kommune og er en del af matr. nr. 1 ahl.

§ 2
Formål

§ 2 stk. 1 Foreningen har som primært formål, via drift af nyttehaverne at virke for et fysisk, mentalt og socialt velbefindende for borgere i Gentofte Kommune; særligt for ældre borgere.
§ 2 stk. 2 Opfyldelse af formålet indbefatter indgåelse af lejekontrakt med Gentofte Kommune om leje af arealerne beliggende Solsiden 14, 2820 Gentofte.


§ 3
Medlemskreds

§ 3 stk. 1 Som nye medlemmer kan optages enhver borger bosiddende i Gentofte Kommune, der ønsker at være lejer af et havelod i foreningen.
Borgere, der ikke bor i bolig med have, har fortrinsret.
§ 3 stk. 2 Indmeldelse i foreningen sker via foreningens indmeldelses-blanket.
§ 3 stk. 3 Udmeldelse kan ske skriftligt halvårligt med en måneds varsel med virkning pr. 30.06. eller 31.12.
§ 3 stk. 4 Ved manglende betaling af haveleje og kontingent, kan bestyrelsen, efter to måneder hvor der er sendt rykkere, skriftlig opsige et medlem ved anbefalet brev med tre ugers varsel til månedens udgang.
§ 3 stk. 5 Ved manglende vedligeholdelse i henhold til ordensreglerne i to kalenderår hvor der er givet skriftlig påtale af dette, samt ved meget grove overtrædelser af foreningens regler i øvrigt, kan en enig bestyrelse skriftligt opsige et medlem ved anbefalet brev med tre måneders varsel til den 30.04.
Medlemmet kan indbringe opsigelsen for førstkommende generalforsamling.


§ 4
Gebyrer og depositum

§ 4 stk. 1 Der opkræves et gebyr i forbindelse med optagelse som medlem i foreningen.
Der kan også opkræves gebyr ved havebytte o.l. Gebyrsatserne fastsættes af generalforsamlingen.
§ 4 stk. 2 Ved udtræden af foreningen tilbagebetales erlagt depositum efter påkrav herom.
Dersom haven har været misligholdt, finder tilbagebetaling af depositum ikke sted.
Se ordensreglementet.


§ 5
Kontingent til foreningen

§ 5 stk. 1 Kontingentet fastsættes hvert år på generalforsamlingen, og betales halvårligt, pr. 31.01 med et beløb svarende til halvdelen af kontingentet for året før og pr. 30.06 med resten af det for året fastsatte kontingent.
Kontingentet dækker samtlige udgifter vedr. drift af haveforeningen.
§ 5 stk. 2 Kontingentet fastsættes som et beløb pr. have, uanset dennes størrelse.
§ 5 stk. 3 Et nyt medlem er forpligtet til at betale kontingent til foreningen ved indmeldelsen.
Ved indmeldelse i løbet af et år forfalder kontingentet pr. påbegyndt måned forholdsmæssigt for den resterende periode indtil næste halvårsbetaling.


§ 6
Haveleje

§ 6 stk. 1 Haveforeningen betaler haveleje til Gentofte kommune iflg. tidsbegrænset lejekontrakt for perioden 1/12 2011 til 30/9 2021.
Lejen forfalder halvårligt bagud hver den 30. juni og 31. december.
Ved evt. ændring i kontrakt / ny m2 pris fra Gentofte Kommune, fraset den i kontrakten aftalte nettoprisindeksregulering, informeres havelejerne via opslag i fælleshuset, eller på foreningens hjemmeside www.solsidensnyttehaver.dk.
Ved godkendelse af budget på generalforsamlingen har medlemmerne godkendt lejebeløbet.
§ 6 stk. 2 Ethvert medlem er forpligtet til at betale leje til Haveforeningen for det/de havelod, medlemmet lejer.
Haveleje, fastsat ud fra den til enhver tid gældende leje i henhold til kontrakt med Gentofte Kommune, samt den specifikke størrelse af den/de enkelte haver, opkræves af haveforeningen 2 x årligt pr. 31.01 og 30.06.
§ 6 stk. 3 Et nyt medlem er forpligtet til at betale haveleje til foreningen ved indmeldelsen.
Ved indmeldelse i løbet af et år forfalder haveleje pr. påbegyndt måned forholdsmæssigt for den resterende periode indtil næste halvårsbetaling.


§ 7
Generalforsamling

§ 7 stk. 1 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
§ 7 stk. 2 Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af april måned og indkaldes med mindst 3 ugers varsel ved mail eller brev til medlemmerne.
§ 7 stk. 3 Stemmeberettiget på generalforsamlingen er ethvert medlem, der har overholdt sine betalingsforpligtelser.  Hvert medlem har én stemme på generalforsamlingen uanset antal og størrelser af medlemmets haver. Der kan stemmes ved fuldmagt.
§ 7 stk. 4 Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Formandens beretning
4. Regnskabsaflæggelse
5. Behandling af indkomne forslag
6. Fastsættelse af kontingent
7. Godkendelse af budget
8. Valg af formand
9. Valg af 4 bestyrelsesmedlemmer
10. Valg af indtil 2 bestyrelsessuppleanter
11. Valg af revisor og 1 suppleant
12. Eventuelt.
§ 7 stk. 5 Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
§ 7 stk. 6 Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.
§ 7 stk. 7 Generalforsamlingen træffer sine beslutninger ved simpelt flertal blandt de tilstedeværende (ved håndsoprækning) samt opgørelse af afgivne fuldmagter. Skriftlig afstemning anvendes dog, når det ønskes af blot én mødedeltager.
§ 7 stk. 8 Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages altid skriftlig afstemning. Ved sådanne personvalg anvendes reglen om simpelt flertal.


§ 8
Ekstraordinær generalforsamling

§ 8 stk. 1 Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begrundet anmodning om det over for formanden.  I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 3 uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kundskab.
§ 8 stk. 2 Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 2 uger.


§ 9
Foreningens daglige ledelse

§ 9 stk. 1 Foreningens daglige ledelse udgøres af formanden, næstformanden, 2 bestyrelsesmedlemmer, kasserer samt suppleanter.
§ 9 stk. 2 Formand, næstformand, 2 bestyrelsesmedlemmer, kasserer, revisor samt suppleanter vælges på den årlige generalforsamling for 1 år ad gangen. Genvalg kan finde sted.
På det første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen sig med en næstformand og en kasserer.
§ 9 stk. 3 Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden, herunder hyppigheden af møder.
Den kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.
§ 9 stk. 4 Formanden - og i hans fravær næstformanden - indkalder og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden, når formanden skønner det nødvendigt, eller mindst 2 medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske om det overfor formanden.
I sådanne tilfælde afholdes mødet senest 2 uger efter anmodningen er kommet til formandens kundskab.
§ 9 stk. 5 Der udarbejdes dagsorden for møderne.
Bestyrelsens planlagte mødedatoer oplyses på hjemmesiden.
§ 9 stk. 6 Der udarbejdes referat af bestyrelsens møder. Referatet udsendes med mail til medlemmerne og ét eksemplar af referatet fremlægges til orientering i huset senest 2 uger efter afholdelse af mødet.
§ 9 stk. 7 Bestyrelsen tilser, at ordensreglementet overholdes.


§ 10
Økonomi, regnskab og revision


§ 10 stk. 1 Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
§ 10 stk. 2 Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen for budget samt regnskab.
§ 10 stk. 3 Foreningens regnskab føres af kassereren.
Kassereren indsætter alle indkomne beløb i foreningens pengeinstitut, og kontantbeholdning må ikke overstige kr. 2.000,-.
Kasserer og formand er bemyndiget til at foretage udbetalinger vedr. foreningens daglige drift.
§ 10 stk. 4 Regnskabet revideres af den på generalforsamlingen valgte revisor.


§ 11
Tegningsregler og hæftelser

§ 11 stk. 1 Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og ét bestyrelsesmedlem eller to bestyrelsesmedlemmer i forening.
§ 11 stk. 2 For foreningens forpligtelser hæfter foreningen alene med sin formue.


§ 12
Vedtægtsændringer

§ 12 stk. 1 Vedtægtsændringer, kan kun vedtages på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af medlemmerne er til stede eller repræsenteret ved fuldmagt, og med deraf 2/3 stemmer for blandt de faktisk tilstedeværende og repræsenterede.
§ 12 stk. 2 Konstateres det ved indledning af en generalforsamling, at der ikke er beslutningsgrundlag pga. manglende 2/3 fremmødte medlemmer og repræsenterede ved fuldmagt, opløses forsamlingen straks, og bestyrelsen indkalder til ny generalforsamling, hvor vedtægtsændringer derpå kan vedtages ved 2/3 flertal blandt de fremmødte.
§ 12 stk. 3 Vedtægtsændringer træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.


§ 13
Opløsning

§ 13 stk. 1 Opløsning af foreningen kan kun finde sted på en ekstraordinær generalforsamling, hvor mindst 2/3 af foreningens medlemmer er til stede eller repræsenteret ved fuldmagt, og med 2/3 stemmer for blandt de faktisk tilstedeværende og repræsenterede.
§ 13 stk. 2 Foreningens formue skal i tilfælde af opløsning anvendes i overensstemmelse med de i § 2 fastsatte formål eller til andre almennyttige formål. Beslutning om den konkrete anvendelse af formuen træffes af den opløsende generalforsamling


Datering


§ 14 stk. 1 Således vedtaget på foreningens ekstraordinære generalforsamling den 23. april 2017.

Dirigentens underskrift: Peter Laursen